Mange spørger, inden de skal prøve hypnose første gang, om de vil være “helt væk”. Men det vil ikke være tilfældet. I behandlings øjemed er vi interesseret i at få større kontakt til det, der ligger under den normale bevidsthed, at indlæringsevnen øges, og at du bagefter kan huske det, der skete. De fleste oplever at de kan følge med undervejs, og at de kommer længere væk, når de har prøvet hypnose flere gange. Via hypnotiske teknikker kan du få en fornemmelse af, at det er dig selv, der styrer og kontrollerer, så der sker en positiv ændring. Du vil med andre ord opleve at få mere kontrol over dig selv. De fleste kan lære at gå ind i en hypnotisk tilstand, og oplever det som en meget behagelig og afslappende tilstand at være i.
Det er vores erfaring, at der kan være symptomer, følelsesmæssige og kropslige fornemmelser, som er fastlåste og vanskelige at ændre, selv om klienten via psykoterapi opnår øget indsigt og bliver bedre til at ændre sin måde at tænke på. Vi er rigtig meget i vores hoved og i vores ord, men hvis vi skal nå dén del, der bærer vores problem, så er den ikke altid tilgængelig gennem vores intellekt. Derfor kan det være bedre at møde problemet på dét bevidsthedsniveau, hvor det ligger – følelsesmæssigt og/eller kropsligt – og det kan gøres ved hjælp af hypnose.